Samarbejdet mellem Cybercity og Bates Copenhagen kom ikke til at holde længe. Det er nu stoppet, og der falder samtidig gnubbede ord mellem parterne.
Samarbejdet startede i september sidste år med den formulering, at Bates skulle løse et par småopgaver med henblik på at nå frem til et samarbejde om en overordnet profilering og branding af internet-udbyderen.
Nu har Bates opsagt samarbejdet.
- Det har været svært at få samarbejdet til at fungere, og sideløbende med, at de har briefet os, har de spurgt andre bureauer til råds. Sådan arbejder vi ikke, og derfor har vi draget konsekvensen, siger adm. dir. Jacob Hastedt.
Adm dir. Henrik Clausen, Cybercity finder det uprofessionelt, at Jacob Hastedt udtaler sig på den måde
- Vi igangsatte et samarbejde med henblik på at lære hinanden at kende, og det har ikke fungeret, så derfor var vi enige om at stoppe. Noget så vigtigt som samarbejdet med vores reklamebureau skal fungere, siger Henrik Clausen og oplyser, at Cybercity i næste uge vil invitere et par bureauer til en præsentation af de nogle af de mest presserede aktiviteter med henblik på at finde en ny samarbejdspartner.
Han bekræfter rygter om, at der er tale om Saatchi & Saatchi samt Halbye & Kaag.
- Vi vil ikke lægge et fast budget hos et bureau. Vi vil gerne have et tæt samarbejde, men vi har brug for et bureau, der kan leve fleksibelt sammen med os - også selvom det ikke er verdens største budget. Vi skal fungere på et meget omskifteligt marked, siger Henrik Clausen. fin