De har vundet guld ved ungdoms-EM – de har vundet One Shows Young Ones Portfolio Competition og har to af D&AD’s New Blood pencils i bagagen - og nu har Robert/Boisen & Like-minded håndplukket dem.

Det drejer sig om de to unge kreative talenter Klara Vilshammer og Christoffer Boas, som begge er ved at afslutte deres uddannelse på DMJX.

Ansættelsen er i tråd med en erklæret strategi om at hyre branchens største talenter:

Sidste år ansatte RBLM således fx Frederik Voetmann og Niklas Hultquist, som bl.a. har udmærket sig med deres arbejde Spritstiv speeddating for Kræftens Bekæmpelse/TrygFonden - og med Har du reddet liv uden at vide det?  for Tryg/TryghedsGruppen/TrygFonden, som for nylig har markeret sig ved både Danish Digital Award, Diamanten og Creative Circle Awards.

Og strategien giver gode resultater, siger Søren Christensen, partner i Robert/Boisen & Like-minded.

”Hvad ville Robert/Boisen gøre?”
- Vi synes det fungerer enormt godt at kombinere unge ambitiøse mennesker med seniorfolk. De mere erfarne kræfter kan hurtigt guide de unge i den rigtige retning. Ligesom de unge kan udfordre os gamle med helt nye og friske tanker. Det er med til at holde kulturen dynamisk.

De to unge talenter er i øvrigt på ingen måde ukendte med Robert/Boisen & Like-minded:

- Klara og Christoffer har været herinde både som praktikanter og freelancere. Og vi har været meget imponerede over både deres tilgang og arbejde. Derudover er de virkeligt søde og ukrukkede, så vi er meget glade for, at de har valgt at arbejde hos os, siger Søren Christensen

Og hovedpersonerne selv – ja, de er ikke overraskende glade for ansættelsen:

- Vi er simpelthen så glade og stolte over at blive en del af Robert/Boisen & Like-minded. “Hvad ville Robert/Boisen gøre?” er en sætning vi tit har sagt til hinanden, når vi skulle skubbe os selv til altid at tage det kreative arbejde et skridt videre. Så at blive del af bureauet og få lov til at repræsentere dem er et drømmescenarie, og ikke mindst utrolig spændende.

Du kan se nærmere på Klara Vilshammers og Christoffer Boas’ portfolio her