Sillebroen Shopping, der er et af det nordlige Sjællands største shoppingcentre, vil fra november – ligesom bl.a. Fisketorvet i København – benytte sig af outdoor-udbyderen Clear Channels digitale skærme og interaktive reklameløsninger.

I alt drejer det sig om 16 nye digitale skærme i centret, der rummer godt 55 butikker inkl. biograf, hvorfra der kan sendes kommercielle budskaber til de 3,6 mio. besøgende om året.

Hos Sillebroen ser Stig Bergdahl, centermanager, frem til udvidelsen:

- Vi glæder os til at udvide mulighederne for levende og målrettet kommunikation med de digitale skærme i forlængelse af centrets øvrige butiksmiljø, siger han.

Med Sillebroen som tillæg til Fisketorvet i København og Broen Shopping i Esbjerg køber annoncørerne nu ind på et samlet digitalt netværk, Mall Play, som består af 53 skærme og byder på en total eksponering af 17,7 mio. årlige besøgende, hos Clear Channel.

- Vi ser frem til et spændende samarbejde med Sillebroen Shopping, som passer perfekt ind i Clear Channels langsigtede digitaliseringsstrategi og vores Mall Playnetværk, siger Dennis Højland Nyegaard, der er Country Manager hos Clear Channel.

Det rykker også i Metroen

Den nye kunde er dog langtfra det eneste, som outdoor-udbyderen kan juble over i disse dage.

Metroen – hvor Clear Channel serverer reklamebudskaber for passagerne – har slået ny passagerrekord med knap 3,7 mio. flere passagerer end året før.

- Vores digitale netværk er stærkere end nogensinde, hvor Metro Play-netværket alene nåede en passagerstigning på 8,6 pct. i forhold til året før.

- Vi ser desuden positivt på udviklingen blandt vores kolleger i markedet, der er med til at forme digital Outdoor i malls som en stærk, selvstændig kategori, som annoncørerne på sigt kan købe ind på landsdækkende, fortsætter han.

Så sent som i september i år blev der tilføjet to nye stationer til Metro Playnetværket, og der er nu også digitale skærme på Vanløse og Ørestad station.

Fra efteråret 2017 får metropassagerne desuden direkte adgang til Kronen Vanløse – et 24.000 kvadratmeter samlingssted med butikker, restauranter og et forventet årligt besøgstal på 4,3 millioner.

Ørestad station, der tæller knap 91.000 ugentlige rejsende, har foruden sin centrale placering ved Field’s fået selskab af Københavns nye multiarena, Royal Arena, med 60-80 forventede arrangements-dage om året.

- Lanceringen af Metro Play har skabt store fremskridt for os og med tilføjelsen af to nye stationer i vores digitale netværk udvider vi med intet mindre end 200.000 ugentlige rejsende og en samlet eksponering af mere end 1,8 millioner rejsende om ugen, slutter Dennis Højland Nyegaard.