Mette Heering Pontoppidan blev i januar i år udnævnt som Codans nye brand- og marketingdirektør, og som det ofte sker i danske virksomheder, når chefen skiftes ud, betyder det nye indsatser.

Den nye direktør vil skærpe forsikringsselskabets digitale indsats og fokusere brand-arbejdet, og resultatet er bl.a. et nyt leadbureau. Zupa er fortsat digital partner, og PHD er mediabureau.

– Vi har været ude i en omfattende pitch for at blive inspireret, og vi er meget tæt på at underskrive en ny aftale med vort næste leadbureau, siger Mette Heering Pontoppidan. ”Det betyder, at vi siger farvel til Advice, som vi har samarbejdet med i knap to år.” 

Er der tale om en helt ny brand-univers med nyt design, logo osv.?

– Nej, men der kommer alligevel til at ske meget nyt i vores kommunikation og i det brand-strategiske arbejde. Vi vil fokusere vores digitale tilstedeværelse, og samtidig styrke de brand-strategiske indsatser. Vi har insourcet seniorkompetencer i betydelig grad for netop at fokusere arbejdet med brandet.

– Mere får du ikke at vide lige nu, men når vi nærmer os januar, vil jeg gerne løfte sløret for retningen og navnet på vort nye leadbureau, slutter Mette Heering Pontoppidan.

Efter markedsforing.dks oplysninger har tre bureauer været i spil, og pitch-processen er gennemført inden for en måned. Budgettet er "betydeligt," lyder rygterne.