Reklamebureauet Hjaltelin Stahl har haft fart på de seneste fem år.

Bureauet er mere end fordoblet på alle nøgletal siden 2012, hvor der ”kun” var 56 medarbejdere.

I 2016 arbejdede 115 mand (M/K) i gennemsnit for det bureau, der for nylig blev kåret som skaberen af Nordens bedste online-film, og ifølge MyImage-analysen fra MyResearch topper omdømme-listen for andet år i træk.

Ser vi på de tørre tal voksede Hjaltelin Stahl på toplinjen med 34 pct. fra 2014 til 2015, mens springet fra 2015 til 2016 ”kun” var 17 pct..

Bruttoavancen tangerede sidste år 112,8 mio. kr.

Hvis man skal finde en skygge i regnskabet er det bundlinjen, der er faldet fra 16,9 mio. kr. til 15,7 mio. kr. Hvad siger de til det?

– Det er klart, vi ikke får fidusbamsen for at vokse på toppen og falde på bunden. En overskudsgrad på 13,9 pct. er dog inden for skiven, siger Jens Peter Jensen, CEO hos Hjaltelin Stahl.

Så du tager det roligt?

– Ja bestemt. I 2016 brugte vi mange ressourcer på at bygge vores influencer-, SoMe- og marketing-teknologiske kompetencer op. De investeringer tager vi hellere end gerne, så vi fremadrettet står stærkt på de dele af den samlede marketing opgave.

Et par udgangsreplikker?

– De kommer her. Under de overordnede nøgletal kan vi også glæde os over, at vi i 2016 vokser markant på de digitale- og CX-opgaverne. Disse vækstområder bidrager ganske flot til 2016 resultatet.

– Så alt i alt er vi tilfredse og i 2017 forventer vi et resultat nogenlunde på niveau som i 2016. Det vigtigste er dog fortsat, at vi passer godt på de kunder vi allerede har, slutter Jens Peter Jensen.

Nøgletal for Hjaltelin Stahl

(Mio. kr.)                            2016/ 2015

Bruttoavance (BA)           112,8/ 96,5

Resultat af primær drift:   15,7/ 16,9

Antal medarbejdere:      115/ 85