Der er fortsat gang i butikken hos Mediabrands, der nu igen har hentet en skarp profil ind i huset.

Det drejer sig om Kristoffer Borg Petersen, der senest kommer fra en stilling som Head of Business Development & Business Intelligence hos Bonnier Publications, og som i det hele taget har bred erfaring i krydsfeltet digital forretning, mediesalg og teknologi.

Tidligere har han således været salgschef hos søgeselskabet Eniro og Account Executive hos Microsoft Advertising.

Men i løbet af denne uge tiltræder han altså som ny Head of Digital Clients hos Mediabrands - og det er Chief Digital Officer Michael Ingemann rigtig godt tilfreds med:

- Vi skal være vore kunders sparingspartner i alle aspekter af deres digitale forretning, og det kræver, vi stiller med forskellige profiler. Her er Kristoffer nærmest den perfekte kandidat. Han forstår medieverden, han kender til mediesalg fra kundesiden, og han er hjemme i digital forretningsudvikling, herunder hvad digital teknologi kan og ikke kan, siger han.

Kristoffer Borg Petersen ser også selv frem til at indgå i Mediabrands-bureauernes digitale oprustning.

- Mediabrands-gruppen har kurs mod en stadig tættere sparing med kunder om deres digitale forretning og kommunikation. Det er en faglig udfordring, der er så fristende, at jeg meget hurtigt sagde ja tak til at komme på holdet, siger han.  

Det digitale ledelsesteam i Mediabrands og IUM tegnes fremover af to personer, Kristoffer Borg Petersen og Head of Digital operations, Katrine Grandahl.