Der sker ting og sager på det danske outdoor-marked i øjeblikket, hvor de store spillere i branchen – AFA JCDecaux, Clear Channel og Ouf of Home Media – ikke blot slås indædt om kunderne, men også i medier og retssale med advokater som sekundanter.

Nu får ”de tre store” endnu en ting at skulle holde øje med, da Visual Art, Sveriges største spiller inden for Digital Out Of Home (DOOH) har meldt sin ankomst.

Og der er langt fra tale om en lille, ubetydelig spiller, da selskabet bl.a. har stor succes på det svenske hjemmemarked med kunder som McDonald’s og Circle K. Visual Art råder i dag over 20.000 digitale skilte i 15 lande.

Den første kunde er på plads

Også den danskfødte rejsesøgemaskine momondo har – som tidligere omtalt – arbejdet sammen med Visual Art, der har store visioner om at indtage det danske marked.

Det svenske DOOH-selskabs første kunde herhjemme er det største butikscenter i Region Sjælland, Næstved Storcenter.

Det var ønsket om at skabe mersalg og unikke oplevelser for de besøgende, der fik centeret til at vælge den svenske samarbejdspartner, fortæller Charlotte Schwartzlose, centerchef i Næstved Storcenter.

Hun påpeger, at undersøgelser viser, at 80 pct. af alle købsbeslutninger bliver taget i butikken, og med Visual Arts nyinstallerede totalløsning får Næstved Storcenter større muligheder for at påvirke de besøgende til at købe, mens de er i centret.

- Vi tror på, at butikkerne kan øge deres omsætning, og at kunderne får en bedre oplevelse og mere information, når de kommer. Det er derfor, vi gør det, siger hun.

Reklamer i bevægelse, tak

Når Visual Art bringer de digitale skærme i spil i såvel Næstved Storcenter som på andre lokaliteter i Norden, så leverer de komplette løsninger, der består af alt fra selve standerne til udformning af indhold.

Det vil sige, at Visual Art designer, producerer, implementerer, broadcaster og driver det digitale system med blandt andet eget content management system (CMS) og software.

- Hvis man føler sig velkommen og velinformeret med relevant information, så handler man også. Det har vores erfaringer fra Sverige vist. Vi ved, at masseproducerede reklamer ikke fungerer optimalt, medmindre løsningen bliver tilpasset stedet og tidspunktet af døgnet, siger Andreas Lind, administrerende direktør i Visual Art.

Den digitale tankegang har været i Visual Art siden 1997, hvor virksomheden blev grundlagt. Visual Art har i alle årene arbejdet med digitale løsninger og dynamiske reklamer til blandt andet shoppingcentre, detailhandlere, restauranter og supermarkeder.

Virksomheden har satset på at puste nyt digitalt indhold i de velkendte reklamestandere, eller, som selskabet selv forklarer det: At designe effektivt indhold i ”bevægelse”.

Flere shoppingcentre har valgt Visual Art

Visual Art har i sidste uge leveret og installeret den digitale løsning til Næstved Storcenter.

Her vises blandt andet information om centrets aktiviteter, reklamer fra centrets egne butikker og eksterne annoncører.

- Skærmene er væsentligt mere moderne i udtrykket og har givet centret et visuelt løft. De er større, i højere kvalitet og indholdet, som Visual Art producerer, er også bedre, fordi det indeholder levende billeder, siger Charlotte Schwartzlose, centerchef i Næstved Storcenter.

Næstved Storcenter er første sted i Danmark, hvor Visual Art har installeret sine digitale løsninger, men det bliver bestemt ikke det sidste, hvis man da skal tro det svenske outdoor-selskab

- Visual Art er på en fantastisk rejse, hvor virksomheden inden for kort tid blandt andet runder de 100 lokationer i Norden. Målet er at blive den største spiller inden for DOOH i Skandinavien i løbet af de næste fem år. I Danmark har vi på nuværende tidspunkt skrevet kontrakt med yderligere to shoppingcentre, og vi er i god dialog med flere mulige kunder, slutter Andreas Lind, administrerende direktør i Visual Art.