Sidste år hentede Holm Kommunikation Mads Keilberg Johansen ind som ny digital chef, de digitale kompetencer er løftet og i 2017 vil bureauet yderligere udvide sit digitale fokus.

Og allerede nu er der vækst på især influencerområdet.

Sådan lyder meldingen fra Holm Kommunikation i forbindelse med at bureauet netop har aflagt regnskab for 2016:

- Vi oplever, at mange virksomheder gerne vil tænke hele content- og influencer-arbejdet ind i en overordnet kommunikationsstrategi. Her tror vi på, at vi som PR-bureau har en fordel, og derfor har vi nu et team, som hele vejen rundt tænker digitalt. Vi vil ikke skabe en digital afdeling, vi vil tænke digitalt ind som en helt naturlig del af den samlede kommunikation, siger bureauets adm. direktør Morten Holm.

Et stærkt team 
Bureauets regnskab fortæller om fremgang i omsætning og resultat i 2016, som ud over digitale investeringer også har budt på flytning til nye lokaler til Ryesgade på Nørrebro, samt lancering af ny hjemmeside og investering i bureauets egne digitale kanaler.

I rene tal har Holm Kommunikation i 2016 haft en stigning i omsætningen med 12 procent til 15,7 mio. kroner, og en bundlinje før skat, der er vokset med godt 50 procent til 1,2 mio. kroner.

Og så blev Holm Kommunikation for tredje gang på fire år nomineret til Europas største PR-pris, Sabre Awards, denne gange for sit arbejde med den globale spiludvikler Ubisoft.

- I betragtning af de mange investeringer og forandringer har året været rigtig tilfredsstillende, selv om vi gerne havde set en endnu bedre bundlinje. Vi har sat yderligere skub på vores digitale forandring, og vi kan se, at det responderer godt hos både nye og eksisterende kunder, siger Morten Holm og tilføjer:

- Vi har fået sat et stærkt team og ansat en digital spidskompetence, og vores arbejde med den digitale forandring kræver investeringer, og det vil formentlig også afspejle vores resultat i 2017,

Holm Kommunikation arbejder med PR, Public Affairs og digital kommunikation. Bureauet har 18 medarbejdere med spidskompetencer inden for bl.a. tech, sundhed og livsstil.

Nøgletal for årsregnskabet 2016 (2015)

Nettoomsætning: 15,7 mio. kroner (14 mio.)

- Bruttoresultat: 9,9 mio. kroner (9,4 mio.)

- Resultat før skat: 1,2 mio. kroner (0,78 mio)

- Årets resultat efter skat: 0,87 mio. kroner (0,56 mio)