Flere digitale opgaver – flere digitale ressourcer.

Sådan kunne man hurtigt fortolke en markant oprustning – tre ganske tunge digitale profiler – på medarbejderfronten hos reklamebureauet Sunrise, men det er for unuanceret, mener direktør Simon Hertz.

- Det er selvfølgelig glædeligt, at vi har travlt med masser af digitale opgaver, men denne oprustning skal snarere ses som et naturligt ryk i forhold til vores forretning, siger han.

- Vi er for længst holdt op med at se digital strategi som en løsrevet indsats, og i stedet fokuserer vi på at skabe én samlet marketingstrategi, der tager udgangspunkt i forbrugerens behov og mærkets dna. Og i den sammenhæng er det vigtigt hele tiden at tune organisationen til, så vi konstant er på forkant med vores kunder, fortsætter han.

Hentet fra Creuna og Zupa

Den første nye profil hos Sunrise er Peter Martin Rud Hansen, der med tidligere ansættelser hos Peytz & Co, OMD og senest Creuna har arbejdet intenst med digital markedsføring, strategi, data, marketing automation og digital transformation i mange år. 

Han bliver som ny Client Service Director hos Sunrise med ansvar for netop at sikre en integreret løsning til bureauets kunder.

Den anden profil er Jacob Hartung, der som ny Senior Digital Producer skal hjælpe Sunrises kunder med transformere markedsføringsstrategier til konkrete taktiske og målbare initiativer på tværs af digitale platforme via datadrevne indsigter.

Relevante kompetencer

Jacob Hartung er cand.merc. i økonomisk markedsføring fra CBS, og han har siden 2010 arbejdet med digital markedsføring og forretningsudvikling for førende danske og internationale brands og organisationer. Senest var han Senior Digital Business Consultant hos Creuna.

Den tredje profil er Arn Kristian Kolding, og med ham om bord får Sunrise en stærk digital konceptudvikler og art director, som skal bidrage med udvikle effektive og integrerede løsninger til Sunrises kunder.

Han har en fortid hos Wunderman og Zupa, hvor han blandt andet har beskæftiget sig med internationale kunder som SAS, Microsoft og Adidas.  

- Alle tre profiler er fuldtunede digitale kompetencer, som netop har forstået vigtigheden i at tænke 360 grader fra starten. De repræsenterer alle tre nogle spændende og meget relevante kompetencer, som vi glæder os til at få gavn af, slutter Simon Hertz.