En sampakning med fire dåser er fremover det eneste Carlsberg-produkt, øl-tørstige briter kan gå ind og hente i supermarkedskæden Tescos butikker. Og det endda kun i 200 af kædens 3.000+ britiske butikker.

Det bekræfter Jim Daniell, der er Global Media Relations Director i Carlsberg Group, over for markedsforing.dk.

Ifølge en række britiske medier har Carlsberg fået øksen, som det hedder, fordi kæden er i gang med en større oprydning, eller ”Project Reset”, som de selv kalder det, i brandporteføljen. En oprydning, der tidligere også har kostet brands som Ribena og Capri Sun-juice hyldeplads i kædens butikker.

Ifølge britiske kilder kommer beslutningen om at fjerne Carlsberg-produkter fra hylderne som følge af ”komplekse kommercielle beslutninger baseret på brandets performance, og de betingelser leverandøren stiller”, men ingen af parterne ønsker at kommentere yderligere på dette.

#unhappyhusband

På de sociale medier breder nyheden sig i øjeblikket, og ikke alle er ganske tilfredse:

@tesco why have u stopped selling @carlsberg. not due to poor sales, surely! #unhappyhusband, skriver én fx på Twitter.

En talsmand for Tesco siger til Marketing Magazine, at man har taget en beslutning om at droppe en række Carlsberg-produkter både i butikkerne og på webshoppen, men at man vil ”continue to offer customers a great range of beers, lagers and ciders.”

Meget tyder på, at bruddet dermed også omfatter Somersby og andre Carlsberg-produkter, men det ønsker Carlsberg ikke at bekræfte.

Derimod siger Jim Daniell til markedsforing.dk, at der alene er tale om en beslutning, der berører det britiske marked.

Danske erfaringer

Det er i øvrigt ikke første gang, det store danske bryggeri har prøvet at ryge ned af supermarkeds-hylderne.

For et par år siden mistede Carlsberg således hyldeplads i 1.200 Coop-butikker som en følge af, at de årlige prisforhandlinger mellem parterne gik i hårdknude, hvorefter Coop smed stort set alle Carlsbergs produkter ud af sine butikker.

Det kostede markedsandele i en periode, men efter at ”krigen”, var slut, røg markedsandelene op igen.

Hvad Tesco-sagen kan komme til at betyde på det britiske marked, hvor man ifølge Carlsberg.co.uk sidder på en markedsandel på omkring 14,2 procent, ønsker Jim Daniell ikke at give et bud på på nuværende tidspunkt.

Krisetider hos Tesco

Tesco er i dag tilstede i Storbritannien, Irland, Kina, Tjekkiet, Ungarn, Japan, Malaysia, Polen, Slovakiet, Thailand, Tyrkiet og USA.

Indtil for kort tid siden eksisterede Tesco også i Sydkorea, men den del af forretningen blev solgt til MBK Partners - formedelst 4 mia. pund - i sidste måned.

Ifølge Bloomberg skulle Tesco også være parat til at frasælge sin øst-europæiske forretning, og det er da heller ikke nogen hemmelighed, at kæden ikke har det voldsomt godt økonomisk i øjeblikket.

Oprydningen i brand-porteføljen - ”Project Reset” - skal også ses i det lys: Tescos gæld lyder ifølge Euroinvestor på 21,7 mia. pund.