Sony PlayStations danske afdeling og Region Hovedstadens organisation GivBlod har skabt opmærksomhed langt ud over landets grænser med en ny fælles kampagne.

Kampagnen hedder #GivBlodforBloodborne og har som formål er at få flere unge mænd til at melde sig som bloddonerer. Og indtil videre er den blevet omtalt af medier i mere end 20 forskellige lande, ligesom den lige nu trender stort på de sociale medier.

Det kreative koncept har således - ud over de danske medier - trukket overskrifter i verdens allerstørste spil-medier - men også medier som tyske Bild, britiske Daily Star og Mirror - samt det store amerikanske livsstilsmagasin Esquire har skrevet rosende ord om det danske samarbejde.

Kampagnen er desuden blevet omtalt af medier i Australien, New Zealand, Colombia, Sydafrika, Italien og Japan.

Også på de sociale medier har samarbejdet givet genlyd, idet kampagnens budskab og hashtaget #givblodforbloodborne er nået ud til hundredetusindvis af mennesker via Instagram, Facebook, Twitter, og Reddit.

Det er PlayStations danske PR-bureau, Holm Kommunikation, der står bag konceptet, og marketingchef i PlayStation Danmark, Bo Michael Christensen, er glad for den store opmærksomhed, kampagnen har skabt.

- Vi er superglade for at hjælpe GivBlod med at sætte fokus på en meget vigtig sag. At kampagnen så har fået så enorm omtale i udlandet og på sociale medier er jo bare et kæmpe plus oven i. Kampagnen viser, at når man tænker kreativt i alternative samarbejder og sociale medier, så kan man nå virkelig langt i en digital tid som vores, siger han.

Som en del af indsatsten kan man i øvrigt møde op på IT-Universitetet i København i dag og få tappet blod. Alle donorer kan vinde en specialdesignet PlayStation 4 samt spillet Bloodborne, som PlayStation lancerer i dagene efter.

Læs mere her.