Det handler om at sælge møbler, javel - men IKEA kan altså også noget med reklamer.

Fra dansk bureau-hånd husker de fleste nok stadig Hjaltelin Stahls fremragende kampagne-serie ”Kvalitetstestet af Hverdagen”, som for år tilbage bl.a. vandt en bronzeløve i Cannes og blev omtalt i alverdens branchemedier.

Og netop nu erobrer den svenske møbelgigant igen den internationale reklamedagsorden – denne gang med filmen ”Coming Home” – signeret det svenske bureau Åkestam Holst.

Men også et par danske kreative profiler kan tage deres del af æren for filmen:

Den er således instrueret af danske Martin Werner, der har indtil flere betydelig priser på ”samvittigheden”.

I disse spalter har ikke mindst hans instruktion af Hollywood-stjernen Christopher Walken i Jack & Jones-reklameserien ”Made From Cool” været omtalt. Serien sikrede ham - og &Co/Bacon - to Grand Prix'er ved Eurobest i 2013, 1 Grand Prix ved New York Festivals i 2014, 2 sølv og 3 bronze ved Cannes Lions 2014.

Og så var der også lige en guld-løve i Cannes i 2015 for Magnum-reklamen Be True To Your Pleasure.

Dansk musik-stylist
Men der er mere dansk at komme efter i den nye IKEA-film: Det er således den danske musik-stylist Jesper Gadeberg, der står bag musik-idéen til filmen, og som har produceret den i samarbejde med den Emmy-belønnede komponist Dustin O’Halloran.

Jesper Gadeberg har ligesom Martin Werner en fornem international track record og har bl.a. været manden bag musikken til Heinekens ”The Tutorial” og i øvrigt også Jack & Jones og &Co’s ”Making the Cut”  fra ”Made from Cool”-serien.

Og så stod han i øvrigt også bag musikken til IKEA og Åkestam Holsts ”Every Other Week” – den tidligere eksekvering i kampagneuniverset ”Where Life Happens”, som vandt Epica-guld sidste år.

Den nye film fortæller en rørende historie om en kvinde, der rejser om på den anden side af kloden for at møde det barn, hun har adopteret, og præcis som de tidligere eksekveringer er produktet nedtonet - men dukker dog op i slutningen af filmen.

Filmen er skabt i samarbejde med den svenske organisation Adoptionscentrum – Bacon Stockholm har produceret - og du kan se den lige her.

IKEA - Coming Home from Ourwork on Vimeo.