KLUMME: Medierne flyder over med historier om, at vores kærlighedsaffære med sociale medier har gjort vores liv helt transparente.

Vi får at vide, at når vi bruger gratis onlinetjenester, så er vi det attraktive produkt, fordi vores cookiespor, Netflix-præferencer og like-historik er en guldgrube for markedsføringsfolk.

Ifølge en af de nye bestsellere fra lufthavnsterminalens hylder, ”Future Crimes – inside the digital underground and the battle for our connected world” af Marc Goodman, står en lang række virksomheder parate til at bundle al denne information og sælge den videre til sultne marketers verden over.

Det er vist meningen, jeg skal gyse

Det er vist meningen, at jeg skal gyse ved denne tanke, men jeg undrer mig bare. For jeg synes ikke, at denne enorme viden bliver omsat til ret meget, jeg kan genkende som personalisering. Jeg kan simpelthen ikke mærke, at marketing kender mig!

Man kan da nogle gange studse over, at der begynder at poppe annoncer op, som tilsyneladende er udvalgt af nogle, som har suget information fra Gmail-samtaler (som nogle måske tænker er private – men hvad er det nu, en Gmail-konto koster?).

Men træfsikkerheden er det så som så med. Og først og fremmest er der stadig tale om envejskommunikation i annonceformat. Det er ikke en dialog; jeg føler ikke, at et brand kommunikerer med mig.

Så giv mig dog et tilbud, jeg kan bruge!

Hvis det virkelig har noget på sig, at virksomheder betaler i dyre domme for mine data, eller måske selv samler dem sammen i store datavarehuse uden mit udtrykkelige samtykke, så ville jeg da ønske, at det gav sig udslag i andet og mere end et ekko af min adfærd.

Jeg har ikke brug for en annonce for bilglas fem minutter efter, at jeg har aftalt reparation med værkstedet. Men måske jeg har brug for et lift af en taxa den dag (nu, hvor jeg ikke længere må bruge Uber), eller måske kunne jeg formås at investere i et sæt vinduesviskere til den nye forrude?

Der er stadig langt mellem snapsene, når det gælder om at blive positivt overrasket over virksomheders evne til at genkende og personalisere deres tilbud netop til mig. Brugen af data er simpelthen ikke sofistikeret nok til at gøre en forskel, til trods for at redskaberne bestemt er tilgængelige.

Men ja, det koster selvfølgelig mere end en AdWords-kampagne at skabe en ægte datadrevet marketingapproach, hvor man bruger teknologier som kunstig intelligens og talegenkendelse til at gøre 1:1-markedsføring rigtig relevant.

Det er ikke kun teknologien, der skal investeres i – man skal også investere i at indrette sin virksomhed efter kundernes behov, hvilket for de fleste betyder et opgør med traditionelle siloer mellem eksempelvis marketing, salg, produktion og service.

Til gengæld kan man spare en hel del af de penge, man i dag bruger på spredehaglsmetodik og brede kampagner.

I min optik handler en del af frygten og modstanden mod dataindsamling netop om, at mange endnu har den rigtig gode kundeoplevelse til gode, når man ser bort fra de digitale pure players, som har kunnet grundlægge virksomheden på netop dataindsigt. Men både banken, dagligvarebutikken og autoforhandleren har alle muligheder for at komme ind i kampen.

Redskaberne findes, data er tilgængelige – lad nu os forbrugere mærke genkendelsens ægte glæde. Så tror jeg, at meget af frygten vil fordufte.