Egmont-ejede Dansk Reklame Film landede i 2015 en trecifret millionkontrakt med Københavns Lufthavne, til hvem, virksomheden opfandt den digitaliserede outdoor-platform Airmagine.

Men hvordan er det egentligt gået med det nye forretningsområde?

- Hos Dansk Reklame Film er vi glade og stolte over, at Airmagine har klaret sig flot gennem første halvår 2016, siger Theis Hector, der er direktør i Dansk Reklame Film og Airmagine.

- I vores etableringsår 2015 formåede vi at skabe vækst i forhold til den tidligere reklameudbyder, og væksten er fortsat i første halvår 2016. Resultatet bliver sat ekstra i relief, når vi kigger på, at resten af outdoor-markedet i Danmark ligger i indeks 97 i samme periode.

- Vi forklarer naturligvis udviklingen med digitalisering af lufthavnsmediet. Det har krævet masser af hårdt arbejde at overbevise annoncører og mediabureauer om, at de skal satse på et helt nyt digitalt medie. Vi ser nu, at det lykkes i stadig højere grad, siger han.

Ægte digitalt

Hele Airmagine-projektet er baseret på masser af research af, hvilke ønsker markedet har til et moderne Digital Out of Home (DOOH)-medie.

- Så det er selvfølgelig tilfredsstillende at opleve medgang, siger Ida Løfberg som er salgschef i Airmagine, der også kan berette, at der er meget stor variation i Airmagines kundetyper, der spænder fra de traditionelle business-annoncører til nye FMCG- og luxury-annoncører.

Kunderne omfatter bl.a. M&M’s, Chanel, Huawei, Volvo og Telia.

- Vi ser også et virkeligt stærkt og effektivt samspil mellem det digitale og vores event- og promotion-aktiviteter i lufthavnen. Det har været med til at løfte mange af kampagnerne, fortsætter Ida Løfberg.

- Til forskel fra resten af outdoor-branchen arbejder vi med begrebet ”kvalificeret eksponering”, hvilket betyder, at man lægger afstand til OTS-begrebet (Opportunity To See), hvor der er stor usikkerhed om leveringen af eksponeringer, siger Theis Hector.

De svære eksponeringer

Hos Airmagine opereres der med en garanti for leverede kontakter. Det betyder, at der her måles på den specifikke trafik og opmærksomhed på en række udvalgte digitale reklameflader via ”face detection”-sensorer. Dette gøres for at validere de solgte kampagner og eksponeringer.

Men det stopper ikke der.

- Vi forsætter med at udvide produktsortimentet med nye digitale muligheder for at nå de ønskede målgrupper. I øjeblikket arbejdes der bl.a. med live nyhedsindhold på skærmene via HTML5 widget, udvidet arrival-produkt baseret på data fra bagagebånd samt at bringe en andel af Airmagines kontaktlager i spil for programmatic buying, slutter Theis Hector.