Den tidligere uddannelsesleder på Kreativ Kommunikation på DMJX, Dorte Nielsen, får rigeligt at se til i næste måned - hun er udpeget som jurymedlem ved The Young Ones-konkurrencen, der er ungdomsafdelingen af The One Show.

The One Show er blandt klodens største og mest prestigefyldte awards, og Young Ones står ikke tilbage for de voksne: Sidste år deltog omkring 4.500 studerende. De kom fra over 150 forskellige skoler fordelt på mere end 20 lande – og juryen skal vurdere næsten 1200 indsendte arbejder.

- Young Ones har eksisteret i over 30 år og er nærmest ældre end sin målgruppe. Den er stor og veletableret, og det er en ære at blive inviteret ind som jurymedlem. Jeg betragter det som en international anerkendelse af mit arbejde med ungt talent gennem mange år, siger Dorte Nielsen.

Dorte Nielsen er i forvejen formand for Creative Circle og udkom sidste år med ikke færre end tre bøger om kreativitet: The secret of the highly creative thinker, The Divergent and Convergent Thinking Book samt Opgavebog for kreative tænkere, som hun har skrevet sammen med Katrine Granholm, kreativ direktør i Mediacom Beyond Advertising.

Tidligere har hun gennem ni år, frem til 2015, været uddannelsesleder på Kreativ Kommunikation på DMJX, hvor de studerende gennem årene har formået at markere sig ved ikke blot danske, men også internationale ungdoms-awards.

- Danske studerende har endnu ikke taget Young Ones til sig, men det vil jeg opfordre dem til at gøre – talentet er bestemt til stede. Det ved jeg, siger Dorte Nielsen.

I år er der endda to muligheder for at gøre sig gældende, idet Young Ones Brief Competition har fået en søster-konkurrence; Young One Portfolio Competition - begge har deadline den 3. marts.

Brief-konkurrencen er delt i to, hhv. en kunde og en godgørende sag – med syv kategorier i hver, mens de studerende i portfolio-konkurrencen har 10 kategorier at vælge imellem.

Læs mere Young Ones 2017 her.