Når den aarhusianske restaurant KöD om kort tid slår dørene op, er de fleste borde optaget.

Og det på trods af, at det endelige menukort endnu ikke er på plads.

Den nye restaurants koncept har nemlig bragt sindene i kog hos en gruppe vegetarer, som – uden at kende til menuen – foreløbigt står bag 42 anmeldelser på Facebook, hvor det nye spisested får tildelt én stjerne ud af fem mulige.

Det har affødt en modreaktion, hvor Köd har modtaget intet mindre end 1.200 likes og flere end 300 anmeldelser, hvor et flertal er på fem stjerner.

Trodsreaktion?

Dertil er der i skrivende stund flere end 876, som har skrevet en kommentar på restaurantens Facebook-side.

Fra kritikerne lyder det bl.a.: ”Jeg kan ikke bifalde, at I åbner en restaurant med fokus på døde dyr. Det er uetisk at dræbe sansende væsener, animalsk protein skader sundheden og er enormt ressourcekrævende.”

Kritikken er øjensynligt møntet på, at KöD, som det fremgår af navnet, er baseret på et kødkoncept.

Dog skal man ikke lade sig narre af navnet, for KöD kommer til at servere andet end kød. Det bliver således også muligt at bestille vegetarisk, fastslår Morten Pedersen, en af initiativtagerne til den nye restaurant.

- Vi er jo ikke de første, der serverer kød på en restaurant, og selvfølgelig går vi op i, hvordan vores leverandører behandler dyrene. Men når det er sagt, så er kød noget mennesket altid har spist, og helt sikkert bliver ved med at spise. Derfor ser vi ikke noget forkert i at åbne en restaurant, hvor fokus netop er på kød, siger han.

Al omtale er...

Et synspunkt, som når regnestykket er gjort op, taler sit tydelige sprog.

Foreløbigt har 200.000 set og 24.000 valgt at interagere ved enten at “like” eller dele opslag fra restaurantens Facebook-side.

Samtidigt har 52.000 klikket på forskellige links, som bl.a. har henvist til omtale i medierne eller restaurantens egen hjemmeside.

Altså lader det i dette tilfælde til, at den afdøde rejsekonge Simon Spies’ gamle ord om, at dårlig omtale er bedre end ingen omtale, kommer til sin ret, hvilket står i relativ skarp kontrast til en ny britisk undersøgelse – som vi omtalte tidligere i dag – hvor en ud af 10 virksomheder (9 pct.) fortæller, at de har mistet mellem en halv og en hel million kroner på grund af negativ content online.