Social Media Week(SMW) har kørt for fulde omdrejninger ugen igennem i Paris, Lagos, Hamborg, Miami, New York, Milano, Singapore, Washington og Tokyo.  Og i København.

I går rummede Huset Markedsførings lokaler et af de mange events i denne sammenhæng. Arrangementet blev afholdt af Huset Markedsføring Studerende.

Her var omdrejningspunktet de to hovedtalere, Søren Schultz Hansen, forfatter til bogen ”Årgang 2012”, underviser på CBS, tidligere digitalchef hos Republica, med meget mere, og Peter Svarre, der blandt andet har gjort sig bemærket med bogen ”Den Perfekte Storm”.

Ifølge Jan Christiansen, Head of Social hos Bates Y&R, så var deres indlæg OK, hvis man er i stand til at oversætte dem til noget relevant.

Søren Schultz Hansen gennemgik årgang 2012, som er den første generation, hvor både internet og mobiltelefoner altid har eksisteret for dem. Han kunne blandt andet berette, at alle platforme i dag opfattes som sociale, og at et "ping" på mobilen er at sammenligne med et prik på skulderen, IRL , hvorfor det kan opfattes som uhøfligt ikke at besvare denne ping, dog primært til korte beskeder.

- Alt i alt en fin salgstale for hans bog om årgang 2012, men også et sjovt empirisk indblik i, hvordan vaner –og hvad der opfattes som god kutyme – ændres gennem generationer, siger Jan Christiansen og fortsætter: ”Årgang 2012 prioriterer også mobilen så højt, at de, hvis nødvendigt, gerne opbevarer den i bh’en”.

Facebook fremfor website

Peter Svarres indlæg blev noget mere kommercielt, og illustrerede bl.a. hvordan købsprocessen online kunne se ud for de unge, lyder det fra Jan Christiansen.

- Her var det ganske interessant at bemærke, at et firmas website ikke nødvendigvis bliver besøgt i denne proces, men at trafikken oftere går via Facebook henover diverse review- og blog-sites, siger han.

Derefter går turen til prissammenligningtjenester, og via e-handelssites havner man på Facebook igen, hvor man stolt publicerer resultatet af sin købsproces.

- Baseret på egne købsvaner kan jeg kun tilslutte mig dette, og det er i den grad en reminder til alle os eksperter og brands om, at huske at være aktivt/reaktivt tilstede på de digitale touchpoints i denne proces. Det er altafgørende, at brands forstår at tilpasse sig og udnytte denne nye måde at tilegne sig viden og beslutte køb på, siger Jan Christiansen og slutter: ”For forstår vi ikke dette, må vi forvente, at de nye forbrugere lægger deres penge i andre indkøbskurve end lige netop vores”.

Du kan følge med i Social Media Week her, og samtlige events kan følges live på Twitter.

Derudover streames udvalgte events direkte på YouTube.