Virksomheder skal oppe sig på det digitale område, hvis de ønsker at kapre fremtidens forbruger, lyder en af konklusionerne i en ny rapport om underholdnings- og mediebranchen fra PwC, Global Entertainment and Media Outlook 2014-2018.

Heraf fremgår det, at den samlede udgift til digital underholdning og digitale medier årligt vil vokse med 12 pct. frem til 2018.

I 2018 forventes 33 pct. af den samlede reklameomsætning at være digital. Det står over for 17 pct. af forbrugeromsætningen, der fordeles via digitale medier. Det handler dog ikke kun om teknologianvendelse, når man skal nå den digitale forbruger, lyder det fra partner i PwC, Leif Ulbæk Jensen, der er medie- og underholdningsekspert.

Få en digital strategi

- For virksomhederne gælder det om at bruge en digital tankegang, når de ønsker at basere deres forretning på nettet. Det handler om, at man har en digital strategi fra starten, når man fx udbyder et nyt produkt, så digitalisering på den måde bliver en del af virksomhedsstrategien, siger han.

Opskriften på succes i den digitale virkelighed bygger især på forbrugertillid, virksomhedens evne til at agere hurtigt og fleksibelt, og at de kan levere relevant og aktuelt indhold.

- Det handler altså om at komme endnu tættere på kunden, som i dag bestemmer hvor, hvornår og hvordan man vil underholdes eller følge nyhedsstrømmen. Og på mange måder er magten skiftet fra redaktøren til kunden, siger Leif Ulbæk Jensen.

Det mobile vendepunkt

Undersøgelsen viser også, at udbredelsen af det mobile internet globalt vil nå op på 55 pct. i 2018, hvilket yderligere vil øge den digitale annonceringsandel fra 14 pct. af den samlede reklameomsætning i 2009 til 33 pct. i 2018.

Da annoncering via internettet vokser med en vækstrate på 11 pct. (sammenlignet med en vækstrate på 4 pct. for den samlede annoncering), nærmer branchen sig et vendepunkt.

- Vores analyse viser, at brugen af internetreklamer næsten overhaler tv-reklamer i 2018. I 2009 anvendte man dobbelt så mange tv-reklamer som internetreklamer, men i 2018 vil annoncering via internettet ligge lige efter tv-reklamer. Særligt inden for reklamer via det mobile internet forventer man betydelig vækst på op til 22 pct., fortæller Leif Ulbæk Jensen.

Globalt vil omsætningen fra internet-tv-reklamer for de traditionelle tv-selskaber stige fra 3,7 milliarder dollar i 2013 til 9,7 milliarder dollar i 2018. I Danmark forventer PwC samme udvikling. Her vil omsætningen fra internet-tv-reklamer stige fra 40 mio. kroner i 2013 til 120 mio. kr. i 2018.

Læs mere om undersøgelsen og få fuld adgang til datamaterialet her.